Marias æbler

En kirkeforestilling inspireret af Maria Magdalenas liv og levned 

En kvinde har overnattet i kirken. Som en blind passager i kirkens skib bliver hun grebet på fersk gerning. Kirkegængerne sidder allerede på bænkene, da hun vågner.
Af hendes forvirrede tankeflugt og springende talestrøm forstår man, at hun bærer på en smerte, og er søgt ind i kirken, fordi der er noget, som hun må gøre op med. Hun elskede engang en mand, som hun mistede. Han var kristen og gav sit liv for at hjælpe sin næste. Hun var vild og varmblodig og mødte det guddommelige i naturen. De elskede hinanden, men forstod aldrig rigtigt hinandens religiøsitet. I kirken hører hun hans stemme, og hun raser mod den gud, som hun synes har taget hendes elskede fra hende.
Det er som om, at de store begivenheder, der skete for 2.000 år siden, da Jesus Kristus vandrede på jorden, bliver gentaget i hendes liv. Ligesom dengang får døden ikke det sidste ord, og smerten forløser sig.

Kirken og orglet er vældige medspillere, og de tykke mure får både vrede slag og sanselige kærtegn.

”Gitte Kielberg fremstiller på en hudløs ærlig og stærk måde en kvindes søgen efter husrum og hjerterum i kirken. Det er tankevækkende kirkespil, hvor skuespilleren går i dialog med såvel det fysiske kirkerum, som det som murene vidner om. Godt, at teater og kirke kan mødes på denne frugtbare måde.”
Hanne Davidsen, Sognepræst i Mårslet.

”Vi kan varmt anbefale stykket til andre sogne, både som konfirmandprojekt og som aftenarrangement , som er åbent for hele sognet.”
Emmy Haahr og Brian Ravn, sognepræster i Beder.

  • Pris: 6.000 eks. Moms v. max 100 tilskuere
  • Aldersgruppe: 14 år og opefter
  • Varighed: 45 min
  • Strøm: 220 eller 380 Volt
  • Spilleareal: Hele kirken
  • Instruktør: Hanne Trap Friis
  • Skuespiller: Gitte Kielberg